Myndighederne

 

Skal myndighederne blande sig?

Ja, det skal de normalt. Som det første skal du undersøge om du bor i et område, hvor der må sættes kviste på og i så fald, om der er en lokalplan, der sætter krav til udformningen af kvistene. Hvis der er grønt lys for kviste, skal bygningsreglement opfyldes. Ifølge bygningsreglementet skal du søge byggetilladelse hvis følgende indgår:

 

Bruttoetageareal

Hvis du påsætter kviste sker der ofte en udvidelse af bruttoetagearealet. I udnyttelige tagetager medregnes det areal, der i et vandret plan 1,5 m over færdigt gulv ligger inden for planets skæring med tagbeklædningens udvendige side. Se skitse, hvor det ses at ved kviste med en normal brystningshøjde på 85-90 cm betyder det, at boligarealet udvides med det skraverede areal. Ved små kviste beskedent, men ved større kan det være betragteligt, særlig hvis disse placeres tættere på tagfoden.

En kvist udvider boligarealet.


 

Redningsåbninger

Når man udnytter sin 1. sal til beboelse skal man være opmærksom på redningsmuligheden. Hvis man har gavlvindue eller ovenlys der kan fungere som redningsåbning, skal man ikke tænke yderligere. Mange værelser i tagetagen har dog kun kvisten som lyskilde og dermed også som redningsåbning. De vinduer der monteres i kvisten skal så overholde bestemte mål for at kunne godkendes som redningsåbning. Redningsåbningens fri højde og bredde skal tilsammen være mindst 1,5 m. (se figur 1 og 2) Hverken højden eller bredden må være mindre end 0,5 m. Er underkanten af redningsåbningen over 2,0 m fra terræn, skal højden dog være mindst 0,6 m. Højden fra gulv til underkanten af redningsåbningen må ikke være over 1,2 m.

Redningsåbninger skal være lette at betjene og skal kunne holdes fast i en stilling, så der er fri passage både indefra og udefra.

Vinduernes størrelse bestemmes ud fra, hvad der tjener ejendom og funktion bedst, hvilket oftest betyder, at vinduer i små kviste ikke opfylder kravene. Dette løses nemt med hvad vi kalder en brandpost eller løs post. (se figur 4). Det betyder at midterposten er fastgjort til den ene ramme og således følger med ud når vinduet åbnes.

Beboelsesrum og køkken i selvstændigt rum skal have redningsåbning direkte til det fri, enten som vindue eller lem. Redningsåbninger kan dog udelades når der gennem 2 døre fra rummet er redningsmulighed gennem andre rum, der ikke er i åben forbindelse med hinanden (se figur 3).

Krav til redningsåbning.

Redningsåbning er ikke nøvendige ved to tilstødende rum med redningsmulighed.